100 flere døde i trafikken

Sidste år døde 406 mennesker i trafikulykker på de danske veje. Det er 100 flere end i 2006. Dødsulykkerne er steget markant på de mindre veje.

Den seneste opgørelse fra Vejdirektoratet viser, at antallet af dødsulykker i trafikken er steget med 33 pct. siden 2006. I 2006 omkom 306 personer, mens 406 mistede livet i 2007.

Opgørelsen peger især på en markant stigning i antallet af dræbte på de mindre kommunale veje. I 2007 mistede 303 personer således livet på de små kommunale veje i modsætning til 2006, hvor 210 mennesker døde på de mindre veje.

Flere kom også alvorligt til skade i 2007, men stigningen er ikke nær så voldsom. I 2006 kom 2.911 til skade, mens tallet i 2007 steg med 227 til 3.138 tilskadekomne.

Ud fra tallene konkluderer Vejdirektoratet, at den positive udvikling fra 2005 til 2006 desværre ikke er fortsat.

Forbedret sikkerhed i kommuner

Stigningen af trafikdræbte på de kommunale veje får formanden for Folketingets Kommunaludvalg, Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti, til at sige, at kommunerne målrettet skal arbejde med at forbedre trafiksikkerheden.

"De fleste af de 98 nye kommuner har jo netop fået udarbejdet trafikanalyser med klare anbefalinger for at forbedre sikkerheden på vejene. De anbefalinger og konklusioner bør nu opprioriteres i forbindelse med de nye kommunebudgetter, siger Hans Kristian Skibby til DR Nyhederne.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen