Weekendvejret bliver ikke just sommerligt
Kristi himmelfartsferien byder på køligt, ustadigt og blæsende vejr over det meste af landet. Særligt fredag kan byde på kraftige vindstød.
Med få dage til kalendersommeren og for mange danskere en lang weekend i sigte er vejret ikke just sommerligt.
Vinden ruskede i både campisterne på Jelling Festival, konfirmandernes kjoler og i kræmmermarkedernes telte Kristi himmelfartsdag, og fredag, hvor mange også holder fri, fortsætter i samme spor og vil også være meget blæsende grundet et lavtryk over Finland, der sender luft ind over Danmark fra nordvest.
Det skriver Danmarks Meterologiske Institut (DMI).
Over hele landet forventer DMI fredag blæst med jævn til hård vind fra vest og nordvest med kraftige vindstød, der kan nå op til hård- eller stormende kuling, mens temperaturerne ligger mellem 10 og 15 grader.
Fredag aften og nat kan der særligt i den østlige del af landet opstå byger med hagl og torden.
Når vi frem til weekenden ser det lidt bedre ud, men luften er stadig kølig for årstiden.
Lørdag byder indledningsvis på hård vind, men vil senere på dagen begynde at aftage, og der vil komme færre byger. Tilbringer man Kristi himmelfartsferien langs Vestkysten, må man forvente mere vind end resten af landet. Temperaturerne sniger sig maksimalt op på 17 grader, sandsynligvis mindre.
Søndag byder på temperaturer i samme leje med lidt eller nogen sol og svag til jævn vind. Til gengæld med risiko for mange byger lokalt, der kan indeholde torden.
De foreløbige prognoser for næste uge byder med sikkerhed også på ustadigt vejr til den kølige side, mens timingen og mængden af nedbør er mere usikker, noterer DMI.
Mandag til onsdag vil dagtemperaturerne ligge mellem 12-17 grader med let til jævn vind. I løbet af ugen klarer skydækket op, og onsdag byder på nogen eller en del sol.
Torsdag og fredag, hvor festivallen Northside løber af stablen i Aarhus, er vejrprognoserne stadig ustadige, men temperaturerne kan muligvis snige sig op i et lidt højere leje.