Udsigt til et par heftige døgn med masser af vand fra oven

DMI varsler stadig om op til 50 mm regn inden dagen er omme ved Esbjerg og Ribe.

Artiklens øverste billede
Det bliver ikke sjovt at være cyklist i dag. Arkivfoto

Allerede tirsdag forberedte meteorologerne os på kraftig regn i flere dage i træk.

Foreløbig har det dog ikke været særligt voldsomt. Det har givet jp.dk anledning til at spørge hos DMI, hvorvidt den store skylle mon var en storm i et glas vand?

»Nej, det mener vi ikke. For vi forventer stadig, at der kommer masser af regn især i dag. Især i områder som Esbjerg, Ribe og Fanø forventer vi stadig, at der vil falde op til 40-50 mm regn i løbet af dagen og aftenen. Med så megen regn bliver det ikke rart at være cyklist. Og landmændene kan nok heller ikke komme ud på deres marker,« siger vagthavende meteorolog Bolette Brødsgaard fra DMI.

En traditionel oktober byder normalt på 83 mm regn. Med andre ord kan en halv måneds regn falde på et enkelt døgn.

Varslet om kraftig regn gælder for Nordvestsjælland, Djursland, Kronjylland, Assens, Kerteminde, Nyborg, Odense, Nordfyn, Faaborg-Midtfyn, Sønderborg, Aabenraa, Viborg, Holstebro, Lemvig, Rebild og Mariagerfjord.

Kortet taler sit tydelige sprog om en regnfuld dag i det meste af Danmark. Radarbilledet her er fra kl. 7:55. Kort: DMI

Baggrunden for udviklingen er, at en koldfront bevæger sig ind over Jylland vestfra, og at den herefter bliver liggende det meste af onsdagsdøgnet, og det betyder altså, at der kan nå at falde meget regn over samme område. Det er endnu lidt usikkert, lige hvor og hvor meget der vil falde, da det afhænger af koldfrontens bevægelse, men prognoserne peger ret tydelig på, at de største mængder vil falde i Syd- og Midtjylland.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

DMI forventer, at regnen vil tynde ud, når vi indleder torsdagen, men herefter tager vinden til, hvilket betyder, at der kan blive tale om forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst. Der kommer dog et nyt regnsystem fra syd, men det vil ifølge Bolette Brødsgaard hurtigt forsvinde igen.

»Og når vi kommer frem til weekenden, klarer det hele op med solrigt vejr, så vi alt i alt kan forvente en ganske dejlig afslutning på efterårsferien,« lyder den lovende melding.

Bornholm har udsigt til særligt blæsende vejr. DMI forventer således, at der omkring middagstid kan blæse stormende kuling fra sydvest med vindstød af stormstyrke. Fra sent torsdag eftermiddag kan der også forekomme vindstød af stormstyrke langs hele Vestkysten. Dog er det endnu usikkert, om middelvinden når stormende kuling.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen