Annonce
Trafik & vejr

Maks 120 trafikdrab om året inden 2020: »Det når vi nok ikke«

Den sociale fordømmelse af uopmærksomhed og for høj fart er en del af løsningen, siger formanden for Rådet for Sikker Trafik.

I 2017 blev 175 personer slået ihjel i trafikken. Foto: Jens Dresling

Forestil dig, at vi sætter ni mennesker ind i en minibus, og så hælder dem ud over kanten. Og gør det hver dag i et år. Så får vi det antal personer, der kom til skade eller blev slået ihjel i trafikken sidste år.

I 2017 blev der anmeldt 3.318 personskader i forbindelse med trafikulykker, og af dem måtte 175 mennesker lade livet. Det viser tal fra Vejdirektoratet.

Færdselssikkerhedskommissionens officielle målsætning om, at maksimalt 120 personer må blive dræbt på de danske veje i 2020, kan blive svært at nå, erkender formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, Kim Christiansen (DF).

»Det når vi nok ikke,« siger han om målsætningen.

Hos Rådet for Sikker Trafik tror man heller ikke længere på det.

»Udviklingen er gået i stå. Vi har gennem en årrække set antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken falde, men nu står det stille, og det betyder, at det opstillede mål om maksimum 120 dræbte i 2020, ikke er til at nå,« siger formanden for Rådet for Sikker Trafik, Mogens Kjærgaard Møller.

Hver sjette erhvervschauffør kigger på mobilen under kørsel

Selvom Danmark er blandt de bedste i Europa, når det kommer til at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, bør man ifølge formanden arbejde endnu hårdere på at nå i mål. Han påpeger, at man hos flere af vores nordiske naboer arbejder med en ”nul-vision” på området, hvor de har ambitioner om, at antallet af dræbte i trafikken årligt skal være lig nul.

Kim Christiansen, der er formand for Færdselssikkerhedskommissionen, er enig i, at vi højst sandsynligt ikke når målsætningen, men synes alligevel godt, at vi kan glædes over de historisk lave statistikker.

»Man skal jo også se statistikkerne i lyset af, at der i samme periode har været en voldsom vækst i trafikken og en stigning af antallet af biler. Man kan sige, at det at der er stilstand i øjeblikket, det er faktuelt et fald, i og med at der er kommet mellem 200.000 og 300.000 flere biler på gaden de seneste 4-5 år,« siger han.

Handlingsplanerne fra Færdselssikkerhedskommissionen tager altid udgangspunkt i absolutte tal. Så selv om der kan være en logik i, at jo mere der køres på de danske veje, desto større risiko er der for ulykker, så er det ifølge Rådet for Sikker Trafik ikke en grund til ikke at nå i mål.

»Færdselssikkerhedskommissionen har altid sagt, at de tal, man opstiller som mål for samfundet, er uafhængige af den kørselsmængde, der er. Sådan har det altid været, og der har vi ikke brugt det øgede antal af bilerne på vejene som en undskyldning for, at man ikke nåede i mål,« siger Mogens Kjærgaard Møller.

Nye skilte sættes op langs de danske veje og advarer bilister

Hvis man skal få antallet af trafikdrab og tilskadekomne i trafikken til at falde yderligere, kræver det ifølge Mogens Kjærgaard Møller, at man i høj grad har fokus på at påvirke folks adfærd.

»Den sociale fordømmelse, som vi har oplevet i forhold til spritkørsel er et godt eksempel på, hvordan den folkelige forståelse kan flytte ekstremt meget. For år tilbage var det okay, så længe man bare kørte på de små veje. I dag er fordømmelsen total. Ingen vil sidde og blære sig med, at de kører spritkørsel,« forklarer han.

Modsat kan man godt opleve, at folk taler om, at de kører for stærkt, mens lytterne blot griner, og det er ifølge Mogens Kjærgaard Møller, fordi der ikke er nogen social fordømmelse endnu.

Fræsede forbi politiet: Endnu en vanvidsbilist fanget på berygtet landevej

Men adfærden kan ikke stå alene. Indsatsen skal kombineres med politikontroller, gode veje og biler, der i fremtiden får teknisk sikkerhedsudstyr, der kompenserer for vores mangler som mennesker, mener formanden.

»Hvis man vil arbejde med dansk trafiksikkerhed, så kunne man øge motivationen for at købe biler med det mest udviklede sikkerhedsudstyr ved at fjerne den store danske afgift, man på nuværende tidspunkt har pålagt,« foreslår han.

Den nye teknologi bliver ifølge Kim Christiansen noget af det, som skal hjælpe danskerne videre i ambitionerne om at endnu færre skal miste livet i trafikken.

»Der er stadig en masse udfordringer. Derfor vil Færdselssikkerhedskommissionen både diskutere ny teknologi, bedre køreuddannelser, mere sikre veje, kampagner og meget mere, når vi skal sætte nye mål og lave nye handlingsplaner frem mod 2030,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Dette er den virkelige bankskandale

Mangelfuld kontrol i kombination med potentielt kriminelle medarbejdere er en invitation til at efterprøve ”Murphys Love”, og Danske Bank har i denne sag krydset stort set alle.
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her