Ung mand sigtet for at dreje halsen om på svane

En borger hjælper politiet med at finde frem til en ung mand, der sprang i sø og strangulerede en svane.

En mand i 20'erne er blevet sigtet for at strangulere en svane i Sortedamssøen i det centrale København.

Det oplyser vagtchef Kim Nicholsen, Københavns Politi.

Overgrebet på Danmarks nationalfugl fandt sted søndag morgen kort før klokken 7.

Det var en borger, der så manden springe i Sortedamssøen og kvæle svanen.

- Han følger efter ham og ser, hvor han bor, siger Kim Nicholsen.

Ingen forklaring

Politiet har opsøgt manden, der har erkendt at have taget livet af dyret.

- Han er nu sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven, siger vagtchefen.

Der er umiddelbart ingen forklaring på, hvorfor manden tog livet af fuglen.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen