Annonce
Politi og retsvæsen

Politiet: Gerningsmand er forsvundet

Kun få spor efter manden, der tirsdag forsøgte at dræbe Lars Hedegaard.

Københavns Politi leder efter gerningsmanden nær Pelargonievej på Frederiksberg. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Det er mere end syv timer siden Lars Hedegaard blev forsøgt dræbt med skud på Frederiksberg.

Og da gerningsmanden til fods løb væk ned ad den ellers rolige Pelargonievej og til venstre ad Azaleavej på Frederiksberg forsvandt han fuldstændig.

»Der er ikke nogen, der med sikkerhed har set ham siden angrebet,« siger politiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi tirsdag aften.

»Han er forsvundet i en ukendt retning«.

Rød postjakke

Angrebet fandt sted klokken 11:21, og siden har politiet massivt forsøgt at finde frem til spor efter gerningsmanden, der beskrives som: Omkring 25 år og med et tykt mørkt hår.

Manden er – ifølge politiet – af anden etnisk baggrund end dansk og havde kraftige skægstubbe omkring hagepartiet. Han var iført en rød postjakke med postlogo samt lyse kondisko.

Manden talte dansk uden accent, oplyser Københavns Politi.

Undersøges for DNA

Ved angrebet skød gerningsmanden ét skud efter Lars Hedegaard - og et projektil samt et patronhylster er siden fundet ved privatboligen. De bliver nu undersøgt.

Samtidig undersøger politiet om der kan findes DNA-spor på Lars Hedegaards krop efter overfaldet, hvor gerningsmandens pistol tilsyneladende gik i stykker og »klikkede,« selvom gerningsmanden forsøgte at skyde mod Hedegaard flere gange.

Hedegaard har selv fortalt, at han slog efter gerningsmandens hovedet med en knytnæve, men han ved ikke om han ramte.

Ring til politiet

Politiet beder eventuelle vidner om at ringe 114, hvis de har oplysninger. Også hvis vidner har set den pågældende mand tidligere på dagen.

»Hvis nogen ved noget, så skal de ikke tøve, og de skal ikke tro, at vi har alle oplysninger. De skal ringe til os,« siger Jørgen Skov.

Den kraftige mørke hår kan eventuelt være en paryk, så hvis folk finder en paryk eller for eksempel den meget omtalte røde postjakke i en skraldespand, så vil politiet også gerne høre om det.

Spektakulær sag

Politiet vil ikke gætte på et eventuelt motiv til angrebet, men medgiver, at Lars Hedegaard er en offentlig kendt person, der er kendt for sine udtalelser om islam og man formentlig skal kigge i den retning.

»Men det kan også være jalousi. Der kan være mange motiver til et drabsforsøg,« siger Jørgen Skov, der kalder sagen »spektakulær« og »meget alvorlig«.

Politiet arbejder på højtryk, men København er ikke generelt i forhøjet alarmberedskab, siger Københavns Politi.

Løkke: Fej og grum handling

Dagen igennem har alle ledende danske politikere fordømt angrebet, selvom de fleste har taget forbehold for, at man endnu ikke kender alle informationer om gerningsmandens mål.

Statsminister Helle Thorning-Schimdt kalder angrebet for »afskyeligt«.

»Det gør det kun værre, hvis handlingen har baggrund i et forsøg på at forhindre Lars Hedegaard i et bruge sin ytringsfrihed,« sagde Thorning, mens Venstres formand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen erklærede, at angrebet var en »fej og grum handling«.

»Hvis handlingen bunder i at forhindre Lars Hedegaard i at bruge sin ytringsfrihed, så er vi vidne til et angreb på alle danskere,« sagde Løkke.

SF og DF står sammen

Den tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, der i dag er værdiordfører for partiet, kalder det udansk, at man ikke kan give sin mening til kende - kontroversiel eller ej - uden at sætte livet på spil.

»Det er uforståeligt og rystende, hvis motivet er politisk. I så fald viser det, at det er blevet farligt at benytte sig af vores grundlovssikrede ytringsfrihed,« sagde Pia Kjærsgaard.

SF’s politiske formand, Annette Vilhelmsen, kalder episoden »fuldstændig uacceptabel«.

»Jeg er formentlig ikke enig med Lars Hedegaard om særlig meget. Men i Danmark har vi ytringsfrihed. Politiske attentater rammer ikke bare konkrete personer - de rammer vores demokrati og vores frihedstænkning,« skriver Annette Vilhelmsen på facebook.

Attentatforsøg lander i verdenspressen

Svensk Muhammed-tegner vil til Danmark trods drabsforsøg

Islamisk Trossamfund: Politisk vold aldeles uacceptabel

JP mener: JP Mener: Attentat på ordet

Løkke: Et attentat på alle danskere

Hedegaard havde ingen politibeskyttelse

Bonnichsen: Amatøragtigt angreb

Hedegaard: Jeg gik til angreb på ham

Fakta Tidligere attentater i Danmark

SF: Attentatforsøg er et angreb på vores demokrati

Video: Politiet jagter forklædt »postbud«

Video: Nabo: "Hvad fanden er det, der sker?"

Video: Thorning: Angreb er afskyeligt

Video: Samuelsen: Fuldstændig forkasteligt

Politikere om attentatforsøg: En tragedie

Pia Kjærsgaard: Angrebet på Hedegaard er rystende

Portræt Fra socialist til islamkritiker

Video: Islam-kritiker forsøgt skudt

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her