Tyve sprængte pengeautomat i Terndrup
Flere naboer slog alarm, da der lød et brag i Terndrupcentret.
Ukendte gerningsmænd sprængte natten til torsdag en pengeautomat i Hobro Sparekasse i Terndrupcentret i Himmerland. Det lykkedes tyvene at sprænge hul i automaten, så de slap af sted med automatens indhold af kontanter.
En alarm i et andet pengeinstitut kort forinden var muligvis en afledningsmanøvre, oplyser vagtchef Åge Pedersen, Nordjyllands Politi.
Naboer slog alarm
Kort før klokken to fik politiet en alarm om et muligt tyveri i Sparekassen Himmerland i Skørping.
- Glasdøren var blevet påvirket, så tyverialarmen gik, siger Åge Pedersen.
Mindre end et kvarter efter slog flere naboer alarm, da de var blevet vækket at et brag fra en eksplosion i Terndrupcentret.
Her har nogle forsøgt at sprænge en pengeautomat i vindfanget ved indgangen til Hobro Sparekasse.
- Det var en meget voldsom eksplosion, som har sprængt pengeautomaten i stykker og lavet omfattende skader på bygningen, siger vicepolitikommissær Johan Nielsen fra lokalpolitiet i Hobro.
Mur flyttede sig
Eksplosionen var så kraftig, at muren har flyttet sig, og der er kommet et hul i taget på en gange en meter.
Politiet måtte fra morgenstunden rekvirere hjælp fra eksperter, før politiet turde vove sig ind i de skadede bygninger.
Vidner har fortalt politiet, at de så tre maskerede mænd forlade stedet i en mørk stationcar, måske en Skoda eller en VW. Bilen forsvandt ad Østermarksvej.
Politiet vil gerne i kontakt med folk, der har set noget natten til torsdag eller i tiden op til sprængningen.
- Måske har nogen set noget usædvanligt, eller måske kan nogen give os en fornemmelse af, i hvilken retning bilen kørte, siger Johan Nielsen.
Ritzau