Tyveknægte går efter partikelfilter
De kostbare filtre monteret på bilens udstødning fjernes på masser af biler.
For et par dage siden var den gal igen. Denne gang hos en bilforhandler på Nyborgvej i Ørbæk på Fyn.
Tyveknægte havde skaffet sig adgang til de mange nye biler ved nattetide og savet udstødningsrøret over.
Derefter havde de fjernet 17 partikelfiltre fra varevogne, tre filtre fra Mercedes Sprinter-biler og et filter fra en Peugeot Boxer.
Et partikelfilter koster med montering ca. 25.000 kr.
Det er første gang, at lokalpolitiet i Nyborg stifter bekendtskab med denne form for tyveri.
Eftertragtet
Men en hurtig søgning på nettet afslører, at netop partikelfiltre er eftertragtet blandt tyveknægte over hele landet.
I august gik det ud over 22 varebiler hos en bilforhandler i Odense. For en uges tid siden blev 15 autocampere hos Dancamper i Gedved ved Horsens rippet for forskelligt tilbehør, herunder partikelfiltre, og adskillige notitser i blade og aviser kan berette om tyveri af partikelfiltre fra vare- og personbiler.
På forskellige tidspunkter i 2012 har en bilforhandler i Hillerød oplevet, at hegnet blev klippet. Nu viser det sig, at 10 Mercedes-biler mangler partikelfiltrene.
Tilbage i 2008 blev en vognmand frastjålet partikelfilteret til sin lastbil, mens den holdt på en parkeringsplads i Københavns-området. Dette filter repræsenterede en værdi på 95.000 kr., og er af en noget anden størrelse end de små filtre, der sættes på varevogne og personbiler.