Falsk betjent stjal fra 84-årig
Nordjyllands Politi advarer mod at lukke fremmede ind, efter falsk politimand stjal fra 84-årig kvinde.
Onsdag aften ringede en mand på hos en 84-årig kvinde, der bor i en lejlighed på 4. sal på Vesterbro i Aalborg.
Han sagde, han var fra politiet, og kvinden lukkede ham ind.
"Den 84-årige bad derefter manden om at vise legitimation, og det fik ham til at forlade lejligheden. Ifølge kvinden ventede endnu en mand på trappen, "fortæller vagtchef Frank Liltorp fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
Politi: Pas på
Kvinden opdagede, at et rejsepas og et hævekort var forsvundet.
Hun har fortalt politiet, at den falske betjent var omkring 27-28 år. Han havde en hvid skjorte på og var kraftigt bygget.
Politiet advarer nu om, at man ikke skal lukke fremmede ind. Folk bør benytte deres dørspion, hvis de har sådan en.
Den falske betjent har udover tyveriet gjort sig skyldig i at udgive sig for at være en person fra en offentlig myndighed. Det er en alvorlig sag, siger Frank Liltorp.