Ung røverbande i Odense under optrevling
Fem voldelige unge i alderen 14-16 år menes at stå bag flere overgreb i området.
Retten i Svendborg har sendt to drenge på 15 og 16 år 14 dage i varetægtsfængsel, mens politiet efterforsker deres andel i røverier i den seneste tid.
Politiet undersøger også en række tidligere tilfælde af tyveri og røveri i lokalområdet for at finde ud af, om de to fængslede og de øvrige sigtede fra banden har endnu mere på samvittigheden.
De to fængslede drenge har ifølge en pressemeddelelse fra Lokalpolitiet i Odense stort set erkendt sigtelserne mod dem.
De blev pågrebet søndag, da der forekom ikke færre end tre overfald på Kertemindestien i Vollsmose. Gerningsmændene tog kvælertag på deres ofre og frarøvede dem forskellige effekter som f.eks. en ældre kvindes taske og penge.
Røveri i april
De blev desuden sigtet for endnu et forsøg på gaderøveri den 11. april, hvor de kl. 20.22 på Kærmindevej i Odense forsøgte at frarøve en 15-årig dreng en mobiltelefon.
Selvom han fik knytnæveslag i ansigtet, nægtede den forurettede dreng dog at udlevere sin telefon. Dette forhold kunne kun den ene anholdte erkende.
Politiet mener nu at have identificeret en sidste medgerningsmand til de tre forhold fra søndag – en 15-årig dreng fra Vollsmose.
Hans rolle har været perifer lige som den 15- og 14-årige, der var anholdt i går.
Disse ialt tre bandemedlemmer bliver derfor ikke fængslet, mens efterforskningen foregår.