Far: Min søn besøgte farmor i Somalia

Faderen til de to dansk-somaliske mænd, der er sigtet for terrorplaner, afviser al snak om træning i Somalia.

De to dansk-somaliske brødre på henholdsvis 18 og 23 år, der tirsdag blev varetægtsfængslet frem til 25. juni mistænkt for terrorplaner, er uskyldige.

Det siger brødrenes 52-årige far til ekstrabladet.dk og afviser samtidig, at den ældste af hans sønner skulle have deltaget i en af det berygtede terrornetværk al-Shabaabs træningslejre i Somalia fra den 18. januar til den 21. februar.

Den 23-årige var derimod blot på ferie hos sin farmor, der bor i det østafrikanske land, fortæller faderen. Der er ifølge ham simpelthen tale om en misforståelse.

- Min mor bor i et al-Shabaab-kontrolleret område, men min søn har ikke haft noget med den organisation at gøre. Han er ikke terrorist, siger faderen til ekstrabladet.dk, der har talt med ham ved hans hjem i Trillegården i det nordlige Aarhus.

Dækadresse

Her har de to brødre tidligere boet, og faderen understreger, at den 18-årige for nylig flyttede ind hos noget familie på adressen Spættevej 13, der også blev ransaget i forbindelse med mandagens anholdelser i henholdsvis Aarhus og København.

- Når man er en ung mand, vil man ikke bo hos sin mor og far mere, og det kan jeg godt forstå. Jeg holder dog meget af, når han er hjemme og besøger os en gang imellem, siger faderen.

Konfronteret med oplysninger om, at familien på Spættevej ikke har haft sønnen boende, og mistanken om, at der skulle være tale om en dækadresse, siger han:

- Hvorfor skulle han skjule sig? Vi har ikke noget at gemme os for. Vi er ikke terrorister. Mine sønner er uskyldige.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen