Mænd kastede genstand ind til fanger
To mænd kendt af politiet er sigtet for at kaste ting ind i Køge arrest.
Politiet forsøger at finde ud af, hvad det var, to mænd tirsdag aften kastede ind i Køge arrest til de fængslede.
Politiet er i gang med at gennemsøge et område på størrelse med en fodboldbane, fordi en 26-årig og en 27-årig mand tirsdag aften kl. 23.04 kastede en eller flere genstande ind til fangerne i Køge arrest.
Flere sager
De to mænd er blevet sigtet for ulovlig forbindelse med fanger.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er de to sigtede i forvejen kendt af politiet. Det fortæller kommunikationsmedarbejder Simon Schaner, der ikke vil uddybe dette.
Midt- og Vestsjællands Politi har 15-20 sager årligt, hvor personer har sat sig ulovligt i forbindelse med indsatte.