Fans fra Brøndby og FCK sloges i S-tog
En gruppe maskerede FCK-fans stod klar på Østerport station med flasker, sten og romerlys.
Da et tog med Brøndby-fans rullede ind på Østerport station, ventede der sig en ubehagelig oplevelse. Her stod FCK-fans nemlig klar med flasker, sten og romerlys, som de kastede mod toget, skriver bt.dk.
Ifølge et vidne var et romerlys tæt på at ramme en far og hans lille dreng.
10 minutters kaos
Efter fansene var løbet tør for kasteskyts, råbte Brøndby-fans inde fra toget "Kom an FC".
Den opfordring greb den maskerede gruppe, som stormede ind i toget og begyndte at slås. I 10 minutter var der kaos, hvor andre passagerer flygtede ned i den anden ende af toget.
Københavns Politi har bekræftet episoden, men melder at ingen kom til skade.
Brøndby-fansene var på vej fra Lyngby til København, hvor Brøndby IF tidligere på aftenen havde tabt en kamp.
Flere angreb
Tidligere på aftenen blev en Brøndby-fanbus også angrebet af FCK-fans, som smed cykler og andre genstande mod bussen.
Ifølge et vidne lykkedes det en FCK-fans at komme ind i bussen og kaste en ukendt genstand gennem bussen, hvor flere blev ramt.
Den episode kender Københavns Politi ikke noget til.