Esbjerg Kommune granskes efter misbrugssag
Ankestyrelsen går nu i gang med undersøge sagsbehandlingen på børneområdet i Esbjerg Kommune
Esbjerg Kommunes håndtering af en sag om seksuelle overgreb mod børn viser så alvorlige svigt, at social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) nu sætter Ankestyrelsen til at undersøge kommunens håndtering af sagsbehandlingen på børneområdet.
I den såkaldte Esbjergsag blev en 41-årig mand dømt for seksuelt misbrug af otte børn gennem 20 år. Sagen har været betragtet som en af de værste af sin art herhjemme.
Ankestyrelsen begynder sin undersøgelse på fredag.
Helt uacceptabelt
- Den konkrete sag fra Esbjerg viser alvorlige svigt, som er helt uacceptable. Derfor sender jeg Ankestyrelsen til Esbjerg Kommune, så vi kan få rede på, om den sag er udtryk for et generelt problem, siger Karen Hækkerup.
Ankestyrelsen er i gang med en særlig gennemgang af 100 af de mere komplekse sager om overgrebs. Desuden skal kommunens organisering på børneområdet kortlægges og der skal laves en kvantitativ analyse af verserende børnesager i kommunen.
Esbjerg Kommune får også besøg af en nyoprettet task force, som stiller juridisk og socialfaglig ekspertise til rådighed for kommunen.