Bilforhandler dømt for bedrageri
Forhandleren skal betale erstatning til kunde, der købte en bil, som tilhørte et leasingfirma.
En tidligere bilforhandler i Frederikssund blev mandag idømt fire måneders betinget fængsel for at have bedraget en kunde, da han solgte hende en sort Hyundai 30i, som viste sig at tilhøre et leasingfirma.
Samtidig skal bilforhandleren betale kunden 170.000 kroner i erstatning inden 14 dage. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ved handlen i september 2010 lovede bilforhandleren at få omregistreret bilen i kundens navn. Men gennem flere måneder blev hun spist af med forskellige søforklaringer på, hvorfor det ikke var sket.
I februar 2011 gik bilforhandleren konkurs, og så forlangte leasingfirmaet at få bilen udleveret, selv om kvinden havde betalt 125.000 kroner og ladet familiens bil til en værdi af cirka 40.000 kroner indgå i handlen.
- Det er rigtigt rart, at han er blevet kendt skyldig, og at han får lov til at betale. Vi har fået genoprettet lidt af vores tillid til retssystemet, siger kunden Anette Bech, der gennem halvandet år hver måned har måttet betale 3500 kroner af på en gæld, hun ikke havde fået noget for.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis