29-årig ødelagde 17 kommunale biler
En mand fra Svendborg kan imødese en sigtelse for hærværk på kommunale biler nytårsmorgen.
"Jeg har vistnok gjort noget dumt".
Sådan udtrykte en 29-årig mand fra Svendborg sig, da han nytårsmorgen ved 5.30-tiden ringede til politiet og indrømmede omfattende hærværk på kommunale biler.
Manden havde set Svendborg Kommunes biler fra blandt andet hjemmeplejen parkeret på en parkeringsplads ved Fakta på Ørbækvej. Af en eller anden grund gjorde det ham vred, så han smadrede ruderne på 17 biler.
- Selv forklarede han politiet, at han var blevet vred over, at nogen havde råd til sådan nogle pæne biler, siger vagtchef Erik Skov, Fyns Politi.
Manden er ikke anholdt, men han vil ifølge vagtchefen blive sigtet for hærværk eller groft hærværk.