Fire personer fængslet for drab i Maribo

En kvinde og tre mænd er blevet fængslet i sagen om et voldsomt drab på en 47-årig mand i Maribo.

En kvinde og tre unge mænd er blevet varetægtsfængslet efter drabet på en 47-årig mand, der blev tævet og stukket i sin lejlighed i Maribo.

De fire fængslede er ifølge Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en kvinde på 47 år, en mand på 19 år og to mænd på 18 år.

- Jeg kan ikke sige noget om, hvordan de forholder sig til fængslingen, eller hvad der kom frem under retsmødet, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Nogle af de anholdte har ifølge politiet relation til den dræbte, men Søren Ravn-Nielsen vil ikke komme nærmere ind på relationens karakter, eller om kvinden er tidligere samlever til den dræbte.

- Men de unge mænd er ikke hans børn, så meget kan jeg sige, siger vicepolitiinspektøren.

Den dræbte blev fundet død i sin lejlighed i Vestergade i Maribo, efter en kammerat natten til torsdag ringede til politiet og fortalte, at han var bekymret for den 47-årige.

Hvorfor vennen pludselig blev bekymret midt om natten er uvist, og politiet vil ikke oplyse, om anmelderen er blandt de anholdte i sagen.

De fængslede er alle fra lokalområdet, og de skal sidde varetægtsfængslet frem til den 13. december efter fredagens lukkede grundlovsforhør.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen