Taxichauffør fængslet for drab på 45-årig

39-årig fængslet, men politiet leder efter medgerningsmand til drabet på en familiefar i Høje Gladsaxe.

Artiklens øverste billede

En 39-årig taxichauffør blev lørdag varetægtsfængslet for medvirken til drabet på en 45-årig familiefar i Høje Gladsaxe sent onsdag aften.

Taxichaufføren blev fængslet i fire uger bag såkaldt dobbeltlukkede døre i Retten i Glostrup. De lukkede døre skyldes, at politiet leder efter en medgerningsmand.

Flere anholdelser

- Vi kan ikke udelukke flere anholdelser, siger efterforskningsleder Steffen Johannesen fra Københavns Vestegns Politi.

Han vil ikke oplyse, hvordan taxichaufføren stiller sig til sigtelsen for medvirken til drab. Den 39-årige valgte fredag aften selv at melde sig selv til politiet.

Både den sigtede og den dræbte er af pakistansk herkomst.

Taxichauffør

Den nu fængslede har kørt den taxi, som kørte fra Høje Gladsaxe kort efter midnat natten til torsdag, mens den 45-årige familiefar, Muhammad Arfan, lå blødende uden for sit hjem.

Den 45-årige havde været udsat for stump vold. Flere forsøgte at genoplive ham, men det var for sent.

I forbindelse med fundet af den 45-årige så vidner en mand springe ind på passagersædet i en sølvgrå taxi, som så kørte fra stedet.

Politiet vil dog ikke lægge sig fast på, at der var to personer i bilen, idet manden kan have flyttet sig fra passagersædet til førersædet.

Uklart motiv

Motivet til drabet ligger heller ikke fast:

- Vi kan sige, at der ikke er tale om noget æresrelateret, men vi arbejder ud fra en teori om voldsomme personlige uoverensstemmelser, siger efterforskningsleder Steffen Johannesen til Ritzau.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen