Mand tæt på at blive hustrumorder
49-årig mand sigtet for drabsforsøg på sin kone. Han brugte kniv og peberspray mod hende.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at en 49-årig mand søndag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.
Han er sigtet for at have sprøjtet sin hustru i ansigtet med peberspray og herefter forsøgt at slå hende ihjel ved at tildele hende flere livstruende knivstik.
Den 49-årige mand erkendte de faktiske forhold, men nægtede, at hensigten var at slå hustruen ihjel.
Buschauffør slog alarm
Det var en buschauffør, der nytårsaften kl. 18.45 slog alarm.
På parkeringspladsen ved Ølby Stationscenter i Køge fandt buschaufføren en 51-årig kvinde, der blødte kraftigt fra mave og hænder.
Kvinden blev kørt til behandling på Køge Sygehus og var en overgang i livsfare.
Hun var blevet tildelt flere knivstik i blandt andet maven og havde indre blødninger til følge.
Manden anholdt
På parkeringspladsen befandt kvindens 49-årige mand sig også.
Han blev anholdt mistænkt for at have påført hustruen skaderne.
Fremstillingen søndag skete for lukkede døre.