Søminedepot ødelagt for millionbeløb

Ejer vil i dag kontakte Københavns Politi for at få klare svar på håndtering af bz'ere.

Artiklens øverste billede
Søminedepotet på Christianshavn ligger lige op ad Christiania. I weekenden blev der endnu en gang forøvet hærværk mod bygningerne, da hundredvis af aktivister uhindret trængte ind i bygningerne. Foto: Polfoto

"Vinduer, tag, fjernvarmesystem, el, døre, skillevægge - alt er smadret inde i den ejendom."

Sådan lyder meldingen fra Mogens de Linde, der ejer Søminedepotet på Christianshavn, som i weekenden blev erobret af aktivister i hundredvis. Og endnu engang blev der forøvet hærværk mod bygningerne.

Siden Mogens de Linde i 1998 på grund af kontraktforhandlinger med en lejer måtte meddele Københavns Kommune, at han ikke kunne leje stedet ud til et nyt Ungdomshus, har ejendommen været udsat for hærværk utallige gange.

Samlet set anslår Mogens de Linde, at ødelæggelserne beløber sig til flere millioner kroner.

Fået nok

Efter weekendens oplevelser har Mogens de Linde fået nok. I dag tager han kontakt til Københavns Politi.

"Vi er nødt til at få at vide af politiet, hvad de agter at gøre fremover. Er der kommet et nyt regelsæt for, hvad en grundejer skal gøre? Vi har ikke noget imod selv at skulle sikre ejendommen, men når vi så må se det hele smadret på to timer, så vil jeg altså hellere bruge pengene på Frelsens Hær eller andre, der har brug for pengene. Det her finder jeg formålsløst."

Vil du igen bruge 100.000 kr. på at sikre stedet?

Det kan da godt være - hvis vi ellers kan se en ide i det. Som grundejer må jeg bare sige, at det er dybt frustrerende at se sin ejendom blive smadret.

Hvorfor har stedet ligget ubrugt i flere år?

"Fordi erhvervsmarkedet har været rigtig dårligt som følge af finanskrisen. Men det er blevet meget bedre. Så jeg håber snart at kunne leje stedet ud. I øvrigt er dele af Søminedepotet fredet, så det har taget halvandet år at få en byggetilladelse," siger Mogens de Linde til jp.dk.

Efter morgenens rydning af Søminedepotet forklarede vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Rasmus Bernt Skovsgaard jp.dk, at det ville være forbundet med en stor risiko for en voldsom konfrontation med aktivisterne, hvis politiet var gået til angreb allerede lørdag, da der var op imod 1.000 aktivister forsamlet. Derfor valgte politiet helt bevidst at undlade indgriben i første omgang.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen