Bedragerisag på vej i Københavns Kommune
Københavns Kommune undersøger et opholdssted på Amager for svindel for flere hundrede tusind kroner.
En større bedragerisag er angiveligt under opsejling i Københavns Kommune.
Lederne af Opholdsstedet Amagerhus, der er et opholdssted for adfærdsvanskelige unge, har angiveligt finansieret deres enorme private forbrug med kommunens penge. Det skriver B.T.
Lederne har blandt andet købt vin og spiritus for over 36.000 kroner. Desuden har de indkøbt fem fladskærme, rejser, fire iPhones, en større gasgrill, bærbare og stationære pc´er og mange andre ting, som kommunen mener, er til privat forbrug.
Det viser en rapport fra Københavns Kommunes interne revision, som B.T. er kommet i besiddelse af.
Lederne har desuden angiveligt haft et enormt overforbrug på restaurantbesøg og vedligeholdelse af institutionen, som også er deres private hjem.
Der angives ikke et præcist beløb i den interne revisionsrapport, men der er angiveligt tale om et beløb, der løber op i flere hundrede tusind kroner i 2009 og 2010.
Lederne af opholdsstedet har ikke ønsket at uddybe forholdene over for B.T., men de fastholder dog, at anklagerne ikke passer.