Politi tæt på Netto-overfaldsmænd
Vi håber, de melder sig selv, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi.
Københavns Politi har identificeret to mænd, der onsdag aften var med til at overfalde to ansatte i et Netto-supermarked i Blågårdsgade på Nørrebro i København.
- Vi har opsøgt deres adresser og lagt gift ud, som vi kalder det. De ved, at vi puster dem i nakken, og vi håber, at de melder sig selv, siger den centrale vagtleder Thomas Dürr.
Ifølge politiet har den ene gennem noget familie meddelt, at han agter at melde sig.
To på skadestuen
I forvejen er en 22-årig mand blevet varetægtsfængslet i foreløbig 10 dage for overfaldet.
De tre mænd kastede sig over personalet, da de blev bedt om at skifte kassekø, fordi et kasseapparat ikke virkede.
De to Netto-ansatte måtte en tur på skadestuen efter overfaldet.