Svedende bankrøver flygter væk i taxi
Med sveden haglende ned af sig sprang en 21-årig mand tirsdag eftermiddag ind på bagsædet af en taxi i København.
Kort forinden havde han med en kniv og en pistol røvet Nordeas filial på Jernbane Allé i Vanløse.
- Han stak fra banken til fods, men vidner så ham springe ind i taxien. Vi fik derfor hurtigt kredset ham ind og anholdt ham, da vi standsede taxien ved svømmehallen på Bellahøjvej, siger vicekriminalkommissær Dennis Uhlenfeldt fra røverisektionen på Politigården.
Ifølge politiet var taxichaufføren intetanende om, at hans passager sad med røveriudbytte, våben og maskering i en taske.
Den 21-årige nåede at være på fri fod i godt 20 minutter, men vil nu blive krævet varetægtsfængslet for det uønskede bankvisit.
Ingen kom til skade ved røveriet.