Politiet reddede hjælpeløs hund

Ejer havde efterladt sin hund låst inde i hjemmet. Her hylede den nabolaget op.

Artiklens øverste billede
Det vides ikke, hvilken race hunden var.

Politiet i Sønderborg var onsdag nødt til at sparke en dør op for at redde en hund, der var efterladt inde i sin ejers lejlighed uden mad og drikke.

Ifølge naboerne havde ingen set hundens ejer i flere dage, og derfor havde hunden hylet nærmest uafbrudt hele dagen.

"Da vi ikke kunne få fat i en låsesmed, måtte vi lægge kammen ned. I lejligheden fandt vi ingen mennesker, men derimod en hund, som virkelig trængte til pleje," siger Peter Baum fra lokalpolitiet i Sønderborg til dr.dk/syd.

Bragt til dyrehospital

Politiet bragte den afkræftede hund til Gråsten Dyrehospital, hvor en dyrlæge undersøgte den og gav den mad og drikke.

Da hundens ejer omsider kom hjem, ringede han til politiet, fordi han troede, at han havde haft indbrud, og at hans hund var blevet stjålet.

"Manden ringer klokken klokken 02.23, fordi han troede nogen var brudt ind i hans lejlighed og havde stjålet hunden," siger Peter Baum.

Måske tvangsfjernes

Herefter kunne manden hente sin hund i Gråsten, men politiet ved ikke, om det er sket.

Politiet vil nu i samråd med dyrlægen tage stilling til, om hundeejeren skal sigtes for at have overtrådt dyreværnsloven, og om hunden skal tvangsfjernes.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen