SF: Skærpet politiindsats mod hatecrime

Bøsser og lesbiske i København bliver flere gange om ugen banket eller hånet på grund af deres seksuelle orientering.

Det fremgår af en analyse fra Københavns Kommune, der viser, at homoseksuelle i løbet af det seneste år har registreret sig udsat for et overgreb hver tredje dag.

SF's ligestillingsordfører, Kamal Qureshi, mener, at politiets pligt til at forfølge motivet bag de såkaldte hadforbrydelser skal skærpes.

- Det er særdeles utilfredsstillende, at lovgivningen ikke anvendes i tilstrækkelig omfang. Det er udtryk for ringe retssikkerhed for personer, der udsættes for hadforbrydelser, siger Kamal Qureshi.

I straffeloven er der en paragraf, som kan tages i brug, hvis offeret for en forbrydelse har oplevet, at "gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignede." Den blev taget i brug 10 gange i 2007, og det er ikke nok, mener Kamal Qureshi.

Han efterspørger desuden, at der sker en ordentlig registrering af forbrydelserne. Tallene fra den københavnske analyse stammer fra hjemmesiden www.registrerdiskrimination.kk.dk, hvor de homoseksuelle selv har indrapporteret hadforbrydelser.

Af de i alt 179 overgreb, som bøsser og lesbiske har rapporteret siden slutningen af juni sidste år, har 100 af dem fundet sted i den indre by.

/ritzau/

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen