*

Politi og retsvæsen

LTF-leder kræves udvist: Men hvem sagde hvad?

Lederen af banden Loyal To Familia risikerer udvisning af Danmark, hvis han kendes skyldig i trusler mod en politibetjent.

Shuaib Khan, leder af banden Loyal To Familia, blev onsdag fremstillet i retten, anklaget for trusler mod en betjent. Uden for retten var mere end 50 medlemmer af LTF mødt frem. Arkivfoto: Jesper Mortensen

Den 31. juli blev en håndfuld medlemmer af banden Loyal To Familia, LTF, kontaktet af politiet ved Blågårds Plads på Nørrebro i København. En efter en blev de taget med ind i en opgang, hvor de blev »visiteret i bund«, som flere betjente i Københavns Byret kaldte det.

Fordi bandemedlemmerne af politiet blev beordret til at tage alt tøjet af, da de skulle visiteres, følte de sig krænket. Specielt af én politibetjent. Lederen af LTF, Shuaib Khan, var en af dem, som blev visiteret, og han fremsatte ifølge politiet trusler mod den ene betjent, da bandemedlemmerne var blevet visiteret. Det nægter Shuaib Khan at have gjort.

Anklagemyndigheden vil have Shuaib Khan udvist af Danmark, og onsdag blev de første vidner i sagen ført. Men blandt både politibetjente og LTF-medlemmer var der forskelle i opfattelsen af, hvem der den pågældende aften havde sagt hvad. Ifølge anklageskriftet skal Shuaib Khan bl.a. have sagt til en bestemt betjent:

»Dig, du har attitude, men det har vi også,« og »det kan godt være, du kan huske vores ansigter, men vi kan også huske dit.«

Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var ydmygende.
LTF-medlem i retten om politiets visitering af ham

Shuaib Khan sagde ifølge anklageskriftet også, at betjenten skulle »passe på sig selv« og »passe på sin ryg«, ligesom han skulle have opfordret de andre tilstedeværende LTF-medlemmer til at huske betjentens ansigt.

Modstridende forklaringer

Selv sagde Shuaib Khan i sit grundlovsforhør, at han kun har omtalt betjentens attitude. Betjente, som onsdag blev afhørt i retten, mener dog, at Shuaib Khan også var afsender på nogle af de andre budskaber. Betjentene var dog ikke helt enige om, hvilke af budskaberne Shuaib Khan var afsender på, og hvilke budskaber andre LTF-medlemmer, som var tilstede ved visiteringen, var afsendere på.

Heller ikke de tre LTF-medlemmer, som blev afhørt i retten, var helt enige om, hvem der havde sagt hvad. Nogle mente, at det var dem selv, og ikke Shuaib Khan, der havde opfordret til, at de andre LTF-medlemmer skulle huske betjentens ansigt. De havde alle svært ved at huske, hvad Shuaib Khan havde sagt til politiet, efter de blev visiteret.

De tre afhørte LTF-medlemmer sagde i retten, at de følte sig krænket over den måde, som den ene politibetjent valgte at visitere dem på. To af dem fortalte, at de blev lyst i skridtet og bagtil med en lommelygte.

»Jeg er måske blevet visiteret 50 gange i mit liv, men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var ydmygende,« sagde et af bandemedlemmerne i retten.

Ulovligt ophold

Shuaib Khan blev 11 dage efter visiteringen anholdt. Hans forsvarer, Michael Juul Eriksen, har offentligt undret sig over, hvorfor der gik så lang tid, før politiet skred til anholdelse af hans klient, og forsvareren har antydet, at anholdelsen kan være politisk motiveret.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) bemærkede umiddelbart inden anholdelsen af Shuaib Khan, at ministeren intet hellere ville end at »give ham (Shuaib Khan, red.) 10 tæer bagi tilbage til Pakistan«.

Foruden trusler mod politibetjenten er Shuaib Khan tiltalt for at have opholdt sig ulovligt i Danmark mellem 2010 og 2015. En stor del af dette tidsrum sad bandelederen fængslet. Også det forhold nægter han sig skyldig i.

Sagen forventes afgjort den 9. oktober.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Kommentar: Har Donald Trump gebis? Husk spørgsmålstegnet!

Et medie må aldrig blive en aktør. Så enkelt er det, om end det i tilfældet Trump kræver en særlig selvdisciplin. Man kan også bare kalde det professionalisme.
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her