Københavns Politi: Vi har dna-match mellem torso og Kim Wall

Politiet kommer med flere oplysninger i sagen senere på morgenen.

Artiklens øverste billede
»DNA match mellem torso og Kim Wall.« Sådan lyder den korte melding fra Københavns Politi onsdag morgen. Foto: Jens Dresling/Polfoto

»DNA match mellem torso og Kim Wall.«

Sådan lyder den korte melding fra Københavns Politi onsdag morgen på Twitter.

Det er seneste nyt i sagen om den kvindetorso, der mandag blev fundet i vandet ved Amager.

Nu mener politiet tilsyneladende at have et match mellem torsoen og den forsvundne 30-årige journalist, Kim Wall, som har været eftersøgt, siden hun den 10. august sejlede ud med opfinderen Peter Madsen i udbåden "UC3 Nautilus" fra Refshaleøen i København.

Peter Madsens hjemmebyggede ubåd sank fredag den 11. august. Politiet har tidligere luftet en teori om, at den kan være blevet sunket ved en bevidst handling. Arkivfoto: Niels Hougaard

Mandag frigav politiet oplysninger om, at Peter Madsen ved grundlovsforhøret den 12. august havde forklaret, at Kim Wall døde i en ulykke om bord på ubåden, hvorefter han »begravede hende til søs«.

Kvindetorsoen blev fundet af en cyklist samme dag kl. 15.42. Politiet kunne dog efterfølgende hverken be- eller afkræfte, om der var tale om Kim Wall, men varslede, at man hurtigst muligt ville foretage en undersøgelse af ligets dna og efterforske de nærmere omstændigheder.

Det mødte kritik fra Peter Madsens forsvarer Betina Hald Engmark, kritiserede tirsdag, at både politiet og offentligheden var for hurtige til at kæde fundet af torsoen sammen med sagen mod hendes klient.

»Der er slet ikke ført bevis for, at det lig har noget med min klient at gøre. Og derfor skal de to ting selvfølgelig ikke kædes sammen. Det gør politiet, og det er ikke i orden. Det vil jeg rette henvendelse til dem om,« sagde hun tirsdag i Jyllands-Posten.

Tirsdag oplyste politiet, at liget havde fået fjernet arme, ben og hoved som følge af en bevidst handling. Vicepolitiinspektør Jens Møller fortalte på et pressemøde, at der ikke var noget, der talte imod, at kvindetorsoen tilhørte Kim Wall.

Der vil blive holdt pressemøde om sagen onsdag kl. 9, og politiet har ikke yderligere oplysninger før da.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen