Justitsministeren: Politiet har anholdt 20 bandemedlemmer og beslaglagt flere våben
»Vi skal hele vejen rundt og komme dette uvæsen til livs,« lyder det fra Søren Pape Poulsen.
I løbet af de seneste måneder, hvor den verserende bandekonflikt har hærget hovedstadsområdet, har politiet foretaget hundredvis af visitationer, beslaglagt flere våben og anholdt en række bandemedlemmer.
Det oplyste justistminister Søren Pape Poulsen (K) på et pressemøde tirsdag i forbindelse med De Konservatives sommergruppemøde.
»Samlet indtil nu i den nuværende konflikt har der været foretaget 500 visitationer. Der er fængslet 20 bandemedlemmer. Der er beslaglagt 20 våben. og vi bliver naturligvis ved, for vi skal hele vejen rundt og komme dette uvæsen til livs,« lød det bl.a. fra justitsministeren.
Mandag valgte Københavns Politi at indsætte endnu en mobil politienhed på Nørrebro i København, der har været plaget af en række skyderier den seneste tid.
Derudover meddelte politiet, at det ønsker at være mere til stede i bydelen.
»Man vil opleve et politi, der er massivt til stede på Nørrebro. Der vil være mere end dobbelt så mange patruljebiler til stede,« oplyste chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov, til TV 2 mandag.
Tirsdag er Københavns Politi i gang med at ransage ni adresser i området omkring Nørrebro, hvor der bor ledende bandemedlemmer.
Målet er ifølge en pressemeddelelse at indhente beviser for de ledende medlemmers roller og ansvar i relation til de mange skyderier, der har været den seneste tid.
»Der har i dag (tirsdag, red.) været en række ransagninger hos ledende bandemedlemmer i København. Jeg kan endnu ikke sige noget nærmere om resultatet, men det vil politiet melde ud senere i eftermiddag,« lød det fra Søren Pape Poulsen på pressemødet.