*

Politi og retsvæsen

Portræt: Hvem er Peter Madsen?

»Selvfølgelig skal jeg flyve ud i rummet,« sagde ubådsejeren i 2014.

Peter Madsen i sin ubåd i juli 2017. Foto: Deadline Press

Den drabssigtede Peter Madsens drøm har altid været at bygge en raket, skyde sig selv ud i Verdensrummet og lande sikkert på Jorden igen. Hele sit liv har han arbejdet på projektet, skrev Søndagsavisen i 2014.

»Selvfølgelig skal jeg flyve ud i rummet,« sagde han dengang.

Peter Madsen er født den 12. januar 1971, og han har været medlem af blandt andet Dansk Amatør Raket Klub, mens han også har været stifter eller medstifter af samtlige danske raketforeninger. Her har han arbejdet med forskellige typer af brændstof og raketbyggeri.

Ifølge Berlingske har Peter Madsen tidligere selv forklaret, at hans passion for raketter allerede startede som otteårig. Her viste han sin mor en tegning af en Saturn V-raket, mens han undrede sig over, hvordan flertrinsraketter fungerer.

»Raket-Madsens« tidligere kollega om forsvundet ubåd: Det er en situation, der gør os allesammen ængstelige

Men udover fascinationen for raketter og rummet, har Peter Madsen også altid været interesseret i ubåde. Han har selv været med til at bygge to ubåde, inden han selv søsatte UC3 Nautilus i 2008, som på det tidspunkt var verdens største privatbyggede ubåd. Da han blev interviewet om sin fascination af ubåde af Avisen.dk i 2008, sagde han følgende:

»Det er et fantastisk fartøj. Det er også et politisk budskab om frihed. Du kan dykke ned i uger, og så er du bare væk fra omverdenen. Der er ikke fundet en sikker måde at spore ubåde på endnu. Du kan bevæge dig frit og ubemærket,« sagde Peter Madsen.

Politiet: Peter Madsen har tidligere sejlet med enkeltpersoner i ubåden

Thomas Djursing, som er chefredaktør på Ingeniøren og har skrevet bogen 'Raket-Madsen' om Peter Madsen, fortæller til BT, at Madsen er et af de få mennesker, som kan gennemføre umulige og umiddelbart helt urealistiske projekter. Han fremhæver hans hjemmelavede ubåd UC3 Nautilus som et eksempel på dette.

Men ildhuen og engagementet har betydet mange skænderier med personer, som han møder på sin vej, fortæller forfatteren til BT.

»Han er ikke voldelig, han drikker ikke, tager ikke stoffer. Han er en mand med sunde værdier. Til gengæld skændes han med gud og hver mand,« siger Thomas Djursing.

Peter Madsen har desuden en blog på Ingeniøren.dk: 'Raket-Madsens Rumlaboratorium', hvor han primært skriver om raketter og ubåde. Sin egen ingeniøruddannelse fik han aldrig færdiggjort.

Peter Madsen er gift og lever ifølge Thomas Djursing i et åbent forhold.

»Han kan godt lide kvinder og omgås mange kvinder. Men han har en kone, han har været gift med i mange år. Jeg ved, at de elsker hinanden, selvom de lever i et åbent forhold,« sagde Thomas Djursing til Berlingske.

Drabssigtet ubådsejer har accepteret sin varetægtsfængsling

Peter Madsen har altid haft store drømme. Han har aldrig forstået, at almindelige mennesker kan finde tilfredsstillelse i almindeligt arbejde.

»Jeg håber, jeg på sigt får en kriminel løbebane. Ikke at jeg vil røve en bank. Nej for satan, det må ikke gå ud over nogen,« sagde han til Søndagsavisen i 2014. Men han vil gerne lave en happening af 'gigantiske dimensioner'.

»Jeg vil gerne i al hemmelighed bygge en kæmpestor brintballon og flyve ind over København i den, mens et hav af politibiler jagter mig nede på jorden. Ballonen vil jeg lande mellem de to spir på Roskilde Domkirke, mens politiet står klar til at fange mig. Jeg ved ikke, om det bliver lige præcis det, jeg kommer til at gøre, men jeg vil lave en happening af gigantiske dimensioner,« sagde han til Søndagsavisen.

Avis: Vidne var ved at kollidere med ubåden Nautilus

Men om hele ubådssagen virkelig er en happening, tror forfatter og chefredaktør Thomas Djursen slet ikke på.

»Det er det ikke. Hundrede procent. Han ved godt, hvad det koster. Han har enorm respekt for Søværnet og militær og myndigheder, fordi han samarbejder med dem. Han er dybt afhængig af dem i forhold til at sende raketter op og få lov til det her. Han sejler på myndighedernes nåde. Så han synes ikke, det her er sjovt,« sagde Thomas Djursen til Ekstra Bladet, inden Madsen blev sigtet for uagtsomt manddrab.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her