Undersøgelse: Halvdelen af de danske kvinder frygter overfald og gør sig klar til at forsvare sig
Resultatet åbenbarer et samfundsproblem, mener forening og ekspert.
Når mørket sænker sig over de danske gader, begynder frygten at melde sig for flere af de danske kvinder.
Lidt over halvdelen af kvinderne tænker over risikoen for, at de kan blive overfaldet om aften eller natten, mens næsten seks af ti helst undgår at være alene ude, når det er blevet mørkt.
Det viser en Megafon-måling for TV 2, hvor 1081 repræsentativt udvalgte kvinder er blevet spurgt.
Lidt under halvdelen - 43 procent - overvejer samtidig, om de har noget på sig, der kan blive brugt som våben, hvis de bliver overfaldet.
Det kan blandt andet være nøgler eller en deodorant.
Frygten blandt kvinder udgør et samfundsproblem, ifølge både foreningen Everyday Sexism Project og ekspert Chris Poole, der igennem 40 år har undervist kvinder i at forebygge eller forsvare sig mod overgreb.
»Det er jo fuldstændig forargeligt og et demokratisk problem, at så mange kvinder føler sig nødsaget til at begrænse sig på grund af truslen om vold og vælger ikke at gå ud efter mørkets frembrud,« siger Chris Poole til TV 2.
Hun hæfter sig dog samtidig ved, at de fleste tilfælde af vold eller voldtægt sker i private hjem, og at opmærksomheden derfor bør blive rettet mod det problem.
Omvendt har Everyday Sexism Project modtaget 800 beretninger om kvinder, der har fået overskredet deres grænser i det offentlige rum.
Hos Trygfonden understreger man, at risikoen for at blive udsat for et overgreb på de danske gader er lille.
Forskningschef Anders Hede anerkender dog, at flere kvinder oplever situationer, der føles ubehagelige og grænseoverskridende.