Københavns Politi kalder bandekrig for »bekymrende«

To personer er varetægtsfængslet efter skyderi i går aftes.

Artiklens øverste billede
Tirsdag aften rykkede Københavns Politi ud til et skyderi på Østerbro, hvor en 26-årig mand med tilknytning til Loyal To Familia var blevet skudt i benet. Foto: Jens Dresling.

I går aftes blev en 26-årig mand med tilknytning til banden Loyal To Familia skudt i benet i København. Det har i dag ført til varetægtsfængsling af to personer, som begge er sigtet for drabsforsøg.

Det er blot seneste episode i den eskalerende bandekonflikt.

»Som jeg ser det nu, kan politiet jo kun synes, at det er bekymrende. Og det er meget bekymrende. Altså der er jo 14-15 episoder her inden for den seneste halvanden måned. Det er jo voldsomt,« siger Steffen Thaaning Steffensen, der er politikommissær i afdelingen for organiseret kriminalitet ved Københavns Politi, til TV2 Lorry.

Problemerne i København er bestemt ikke nye. I mandags forklarede Steffen Steffensen til Jyllands-Posten, at han tror, konflikten skyldes, at nogle eksisterende bandegrupperinger i København synes, at Loyal To Familia er blevet for store.

»Vi har massive problemer i København. Det er, som om de kører rundt og pisser territoriet af konstant,« sagde Steffen Steffensen i forbindelse med artiklen. 

I Aarhus har man også oplevet store problemer med bandeopgør, siden Loyal To Familia gjorde sit indtog i byen i slutningen af maj.

I alt er 22 personer blevet frihedberøvet siden den 26. maj i forbindelse med bandekonflikten i Danmarks næststørste by. Heraf er 21 varetægtsfængslet, mens den sidste fik en straksdom for at være i besiddelse af en kniv.

Med de mange fængslinger tror Lau Thygesen, politikommissær i Østjyllands Politi, på, at man for nu har stækket lidt af lysten til bandeopgøret.

»Lige nu har vi 21 spillere, næsten to fodboldhold, ude af cirkulation. Det påvirker selvfølgelig også paratheden til at være en del af en konflikt,« udtalte Lars Thygesen til Jyllands-Posten i mandags.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen