Blitz, klip og frakendelser: Flere end 200 bilister røg i fælden ved Spejdernes Lejr
Politiet ændrede hastighedsbegrænsningerne, da tusinder af børn skulle på spejderlejr. Ikke alle opdagede det.
På Sønderborgmotorvejen var hastighedsbegrænsningen lørdag på 60 km/t. Det var den, fordi 37.000 deltagere til Spejdernes Lejr skulle fragtes til pladsen i Sønderborg. Mange billister overså skiltningen.
I alt blev 227 bilister blitzet af politiets kameraer. Af dem fik 48 et klip i kortet, mens 13 fik en betinget frakendelse af kørekortet. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi fra politikredsens Twitter-profil.
Til trods for, at politiets bil holdt helt åbentlyst kørte mange altså for stærkt, og en bilist blev målt til 111 km/t. Operatøren var »noget rystet,« skriver politiet.
Syd- og Sønderjyllands Politi var også ude med hastighedsmåleren i Billum vest for Varde. Her blev 52 bilister blitzet, og der blev uddelt tre klip.