21-årig mand sigtet for at voldtage 15-årig pige to gange

Manden er i forvejen kendt af politiet og tidligere straffet.

En 21-årig mand fra Aabybro er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Hjørring, oplyser Nordjyske anklagere på Twitter.

Han er sigtet for at have voldtaget en 15-årig pige to gange natten til lørdag. 

Ifølge sigtelsen skulle den 21-årige først have voldtaget pigen i en bil på en rasteplads i Brovst og derefter på en adresse i Arentsminde.

Torsdagens grundlovsforhør blev holdt for lukkede dørede.

Den 21-årige mand valgte at kære varetægtsfængslingen til landsretten.

Nordjyllands Politi anholdte søndag aften den 21-årige mand, som man havde fundet frem til ved hjælp af nummerpladegenkendelse, da den 15-årige pige kunne oplyse hvilken bil, manden kørte i.

Ifølge TV2 Nord er manden i forvejen kendt af politiet for at have begået alvorlig personfarlig kriminalitet og er tidligere straffet - dog ikke for sædelighedsforbrydelser.

»Han blev varetægtsfængslet på bestemmelsen om påvirkningsrisikoen. Han skal ikke kunne påvirke efterforskningen ved at have mulighed for at påvirke pigen eller vidner,« lyder det fra anklageren til TV2 Nord.

Det er uvist, om den 21-årige mand og 15-årige pige i forvejen kendte hinanden.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen