Mobilt politi skal stresse bander i Aarhus

Østjyllands Politi følger nu efter bandemedlemmer fra Bispehaven til Tilst og udvider visitationszonen i Aarhus.

Artiklens øverste billede

Bandekonflikten i Aarhus er rykket videre fra de udsatte boligområder i Bispehaven og Gellerup og skaber nu også utryghed i Tilst. Det oplyser Østjyllands Politi, som af samme årsag har besluttet at sende en mobil politistation – en stor hvid lastbil med politilogoer – på gaden.

Fra onsdag eftermiddag og en periode frem, vil den holde på torvet på Langkærvej.

»Vi har de seneste uger set, at flere bandemedlemmer har flyttet deres aktiviteter fra Bispehaven til Tilst. Når banderne flytter sig, så flytter vi selvfølgelig med,« udtaler politiinspektør Lau Thygesen.

»Vi vil meget tydeligt vise bandemedlemmerne, at vi holder øje med dem og deres aktiviteter, så vi blandt andet kan forhindre, at de får held til at rekruttere nye, unge medlemmer, der måske lader sig friste af bandernes tilstedeværelse.«

Aarhus har lagt grund til en voldsom konflikt og adskillige skudepisoder, siden banden Loyal To Familia (LTF) gjorde sit indtog i slutningen af maj. LTF har tidligere været ganske aktiv i boligområdet Bispehaven, og på Facebook delte en person med tilknytning til banden den 23. juni et billede af 29 mænd, som poserer i Bispehaven. Flere af dem bærer LTF-logoer på tøjet og laver håndtegn. Enkelte er maskeret, og billedet ledsages af teksten ”Family forever forever family!”.

Foruden den mobile politistation udvider Østjyllands Politi visitationszonen i byen til også at omfatte områder i Tilst. Zonen vil indtil videre gælde indtil den 18. august.

»Vi har foretaget over 200 visitationer i den nuværende visitationszone og kun fundet enkelte stik- og slagvåben, og det ser jeg som et udtryk for, at de kriminelle har forstået budskabet. Derfor giver det også god mening at udvide visitationszone til Tilst-området,« siger Lau Thygesen.

Aarhus Kommune støtter ligeledes indsatsen i Tilst.

»Vi flytter, ligesom politiet, vores ressourcer og opmærksomhed ud til de områder, hvor der er behov for det. Kommunens opsøgende gadeplansmedarbejdere arbejder tæt sammen med politiet på forebyggelsesområdet og forsøger at finde alternative tilbud til de udsatte unge, så de ikke bliver tiltrukket af bandemiljøet,« siger Merete Olesen, driftschef i Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen