Uskyldigt spørgsmål eskalerede til voldsdom for både far og søn

To fængselsdomme er faldet til både far og søn for en voldsepisode.

»Vil du købe et par billige sko?«

Et enkelt spørgsmål, men alligevel nok til at udløse to knytnæveslag og en skalle i ansigtet på en 23-årig mand en sommernat i Kolding.

Episoden opstod, efter manden havde været til et bowling-arrangement med sine venner. I sin brandert havde han glemt at skifte sko og gik derfor rundt med bowlingskoene på nede i byen.

Han opdagede først fejlen, efter han var kommet ned i byen med sine venner og fandt forglemmelsen morsom. Derfor ville han lave lidt sjov ud af det og spurgte forskellige, fremmede personer, om de ville købe et par billige sko.

Men da han henvendte sig til en pige senere på aftenen, stoppede morskaben brat.

Ifølge Sydøstjyllands Politi svarede hun noget i retning af: »Skal du kalde mig billig?«, hvorefter hendes 27-årige kæreste straks reagerede ved at slå den 23-årige mand i hovedet to gange med en knytnæve.

Efter overgrebet kom flere dørmænd til, som forsøgte at holde den 27-årige fast. I mellemtiden kom den 27-åriges far også over og nikkede skosælgeren en skalle, hvorefter dørmændende også forsøgte at fjerne faderen derfra.

Men tumulten sluttede ikke her. For den 50-årige far vendte tilbage og sparkede en dørmand i hovedet, som var optaget af at holde sønnen fast på jorden.

Begge blev efterfølgende anholdt af politiet, og nu er der faldet dom i sagen.

Hændelsen fandt sted sidste sommer den 13. august 2016. Ifølge politiet blev den 27-årige idømt 40 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste, og den 50-årige far fik 70 dages ubetinget fængsel.

I faderens sag lagde retten vægt på, at volden blandt andet var imod en dørmand, »der i kraft af sit arbejde er særligt udsat for vold«.

Begge dømte bad om betænkningstid i forhold til, om de ville anke dommen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen