Betjente fandt revolver ved politiaktion i Sønderborg

26-årig mand lå inde med skarpladt skydevåben i den nordlige del af Sønderborg, siger politiet.

En stor politiaktion i Sønderborg onsdag aften var et forsøg på at finde skydevåben.

Betjentene fandt en skarpladt revolver hos en 26-årig mand, der fremstilles i grundlovsforhør torsdag, oplyser politiet.

Indsatsen skyldes, at der gennem det seneste års tid har været flere skudepisoder i forbindelse med en "konflikt mellem nogle personer", skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Omkring 20 betjente - flere maskerede og med skudsikre veste og hjelme - var til stede onsdag aften omkring Kærvej i den nordlige del af Sønderborg, skrev jv.dk.

Onsdag aften ønskede politiet ikke at give oplysninger om årsagen til aktionen.

Torsdag forklarer politiet, at ransagningen og anholdelsen blev foretaget af politiet, "der er særligt uddannede til den type opgaver".

En anklager vil torsdag over middag bede en dommer i Sønderborg om at varetægtsfængsle den 26-årige.

Her vil hun dog samtidig kræve lukkede døre, hvilket indebærer, at offentligheden ikke kan få nærmere oplysninger om den anholdtes forklaring.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen