Lejer og udlejer endte i slagsmål ved flyttesyn

Den 23-årige tog halsgreb på sin udlejer, som kvitterede med at skubbe ham ned ad en trappe.

To mænd på henholdvis 23 og 56 år blev mandag begge sigtet for vold efter et slagsmål i Randers, oplyser Østjyllands Politi.

Den 23-årige mand fra Randers havde ikke betalt husleje i to måneder, hvilket fik den 56-årige udlejer, der ligeledes kommer fra Randers, til at komme forbi lejligheden for at foretage et flyttesyn.

Med sig havde den 56-årige et kamera, som han tændte for ved ankomsten til adressen på Fredensgade i Randers C. Udlejeren ville ifølge politiet dokumentere samtale og syn hos sin lejer.

Det tændte kamera provokerede imidlertid den 23-årige i sådan en grad, at han valgte at skubbe udlejeren i brystkassen, som røg ind i en dør.

Herefter tog lejeren halsgreb på udlejeren, hvilket resulterede i, at udlejeren skubbede den 23-årige ned ad en trappe.

Politiet blev tilkaldt, og betjentene sigtede ved deres ankomst begge mænd for vold.

Den 56-årige udlejer blev desuden sigtet for uretmæssigt at have filmet i lejerens private hjem.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen