Livredder fandt død mand i vandet ved Tisvildeleje
Politiet har afspærret stranden i Nordsjælland, mens teknikerne arbejder. Politiet ved ikke, hvem den døde er.
En mand er mandag eftermiddag fundet død i vandet ud for Tisvildeleje Strand i Nordsjælland.
- Det var en livredder, der fik øje på den døde mand, der ligger et stykke ude i vandet, siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi.
Politiet har afspærret stranden, mens teknikerne arbejder på stedet, men sidst på eftermiddagen er det stadig ikke meget, politiet ved.
- Vi kommer nok tidligst nærmere en dødsårsag efter en obduktion i morgen, siger vagtchefen sent mandag eftermiddag.
Politiet kan heller ikke sige noget om mandens identitet, eller hvor gammel han er.
/ritzau/