Beboerne i Snedsted i Thy kan atter gå udenfor
Brand i en forretning er torsdag aften under kontrol og fri for farlig røg. Men der er stadig spærret af.
En brand, der siden torsdag eftermiddag har hærget en forretning i Snedsted i Thy, er ud på aftenen under kontrol.
I forbindelse med branden fik beboerne i en del af byen besked på at gå indendørs, da branden udviklede farlig røg.
Kort før klokken 22 oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en beredskabsmeddelelse, at røgen ikke længere er farlig, og beboerne kan igen gå ud.
Brandvæsnet arbejder dog stadig på stedet. Det betyder, at Banegårdsvej ved Hovedgaden og området syd for brandstedet stadig er afspærret, ligesom togdriften er indstillet.
Hvis man har indåndet røg fra branden og bliver dårlig, skal man kontakte vagtlægen.
/ritzau/