Politi og retsvæsen

Overlæge kræves idømt mindst fire måneders fængsel for tyveri

Anklager: Overlæge skal mindst fire måneder i fængsel for tyveri af et maleri og to lamper fra Rigshospitalet.

En 63-årig overlæge skal mindst fire måneder i fængsel for tyveri af et maleri og to lamper fra Rigshospitalet, lød kravet fra anklageren i sagen torsdag i Københavns Byret.

»Jeg mener faktisk, at fem måneders fængsel er passende i den her sag,« sagde anklager Anette Gramstrup.

Overlægen blev politianmeldt af og fyret fra Rigshospitalet, efter at Jyllands-Posten i april 2014 afslørede, at han havde købt kunst og andet inventar til sit kontor på Rigshospitalet, hvor tingene ifølge avisens kilder imidlertid ikke befandt sig.

Han har tilstået, at han tog maleriet og de to lamper med sig hjem og hængte dem op i sin villa i Nordsjælland, men han nægter sig skyldig med henvisning til, at tingene var købt for hans egne penge.

Det har alle vidner i Københavns Byret afvist. Pengene stod på hans forskningskonto, og dermed tilhører de Rigshospitalet, har de forklaret.

Og når han har brugt pengene på denne konto til at købe tingene, er de hospitalets ejendom, og da han fjernede maleriet og lamperne fra sit kontor på Rigshospitalet og tog dem med hjem, gjorde han sig skyldig i tyveri og embedsmisbrug, sagde anklageren.

Hun medgav, at der ikke er tale om et stort beløb i alt - knap 28.000 kr. - men at det er en alvorlig sag at stjæle fra sin arbejdsgiver, og at det som udgangspunkt takseres med en ubetinget fængselsstraf.

Forsvareren i sagen procederer senere torsdag, hvor der også ventes dom.

Overlægens forsvarer, advokat Snorre Kehler, krævede sin klient frifundet. Han sagde, at overlægen var af den opfattelse, at det var hans penge, som han havde købt maleriet og de to lamper for, og at han derfor ikke opfattede det som forkert eller ulovligt at tage tingene med hjem. Derfor kan lægen ikke dømmes skyldig, lød det.

"Han regnede med, at det var i orden," sagde forsvareren.

Forsvareren ønskede at fremlægge en række artikler fra Jyllands-Posten med omtale af, hvordan overlægens chef, klinikchef Peter Skov Olsen fra Rigshospitalet, selv havde brugt forskningsmidler til, herunder indkøb af møbler, men anklageren afviste, at artiklerne kunne indgå som bevismateriale. Retten afviste forsvarets krav.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Journalisten bag serien: Morten Pihl


Jyllands-Posten afslører, hvordan overlæger på især Rigshospitalet har misbrugt forskningsmidler til dyre vine, middage, møbler og rejser for familie og kolleger.

Da flere af de involverede overlæger i retten har fået nedlagt forbud mod at blive identificeret, har vi måttet anonymisere eller udelade en stor del af artiklerne, som har ført til politianmeldelser af lægerne. Afsløringerne har stået på siden den 16. juni 2013.

Morten Pihl modtog 9. januar 2015 Cavling-prisen for sine afsløringer.


Har du input eller kommentarer til Jyllands-Postens dækning af sagen, er du velkommen til at kontakte morten.pihl@jp.dk

 

Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Mød en Cavling-vinder
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her