41-årig mand sigtes for drabsforsøg på to betjente
Manden blev skudt af politiet fredag aften i Hvidovre og sigtes nu selv for at forsøge at dræbe to betjente.
Sent fredag aften udspillede sig en skudepisode i Hvidovre ved København. En 41-årig mand blev ramt af skud i låret. Skuddene blev affyret af politiet, som var på stedet.
Nu er manden selv sigtet for drabsforsøg, fordi han skød mod to tilstedeværende politibetjente. Det oplyser anklager ved Københavns Vestegns Politi Jens Rasmussen.
- Han er sigtet for forsøg på manddrab ved at have skudt for at dræbe to politibetjente, der dog undgik at blive ramt, siger Jens Rasmussen.
Manden er indlagt på sygehuset på grund af de skader, han pådrog sig fredag aften. Dermed er han blevet sigtet in absentia.
Den 41-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør, når han er rask nok, oplyser anklageren.
/ritzau/