Syrienskriger får dom på 7 års fængsel

Den mand, der er dømt for at lade sig hverve af terrorgruppen Islamisk Stat får 7 års fængsel i historisk dom. Han undgår at blive udvist af Danmark.

Efter flere timers votering her til formiddag er nævningene ved Retten i Glostrup nået frem til at den terrortiltalte mand, Hamza Cakan, skal idømmes en straf på syv år i fængsel for i 2013 at have ladet sig hverve af terrorgruppen Islamisk Stat i Syrien.

Det meddeler dommeren i retten, som i dagens anledning var stærkt bevogtet af politifolk med maskinpistoler.

Med strafudmålingen i sagen mod den 24-årige dansk-tyrker har retten foretaget en historisk vurdering, der kan få betydning for flere andre lignende sager om unge såkaldte Syrienskrigere. I sagen fandtes der nemlig ikke direkte og konkrete beviser for, at den dansk-tyrkiske mand rent faktisk havde deltaget på Islamisk Stats side i borgerkrigen i Syrien.

Til gengæld stod det efter flere dages retsmøder i den spektakulære sag klart, at Hamza Cakan, havde ladet sig hverve af terrorgruppen i Syrien tilbage i 2013, og at han på et senere tidspunkt havde forsøgt at drage tilbage for at hjælpe gruppen i Syrien.

Selv han har forklaret, at han udelukkende tog af sted for at bage brød til folkene i Islamisk Stat. Men med den hårde dom slår retten med syvtommer søm fast, at det dermed også i sig selv er strafbart at lade sig hverve af Islamisk Stat og bistå dem ved at sikre basale fornødenheder som eksempelvis mad.

Og netop det forhold stiller den dømtes forsvarsadvokat Janus Malcolm Pedersen sig uforstående overfor.

Under det første retsmøde mødte Hamza Cakan helt glatbarberet frem.

Han lignede enhver anden mand, der kunne have en pizzaforretning, ligesom den han selv har haft udenfor København. Men i dag havde han fuldskæg, og var ellers klædt i mørke cowboybukser og mørk skjorte. Han satte sig roligt ned foran dommeren og ventede på at få strafudmålingen læst op.

Janus Malcolm Pedersen og Hamza Cakan har udbedt sig betænkningstid i forhold til spørgsmålet om en eventuel anke.

Forsvareren siger, at det vigtigste for hans klient er, at han ikke er blevet udvist.

»Det er det, som havde haft størst indvirkning på hans fremtidige liv. Så det er vi tilfredse med,« siger Janus Malcolm Pedersen.

Anklager Natalja Lindberg havde krævet en dom på seks års fængsel. Hun fik en på syv år, men måtte til gengæld se kravet om udvisning blive underkendt. Alligevel mener hun, at dommen er principiel.

»Det er nu slået fast, at det koster en fængselsstraf at tilslutte sig terrorbevægelsen Islamisk Stat, og det vil også få betydning for fremtidige sager om Syrienskrigere,« siger hun.

Hun siger også, at anklagemyndigheden endnu ikke har bestemt om den vil anke dommen til landsretten.

»I sådanne store og principielle sager som denne her er det kutymen, at vi altid går hjem og studere dommen, før vi endelig beslutter spørgsmålet om en eventuel anke,« siger anklager Natalja Lindberg.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.