Lagermand tilstår opbevaring af hash i ekskærestens hus
290 kilo hash i værksted koster en 44-årig far to års fængsel, fordi han hjalp organiserede hashhandlere.
En far til to børn tilstår, at han har brugt sit hjem til at opbevare omkring 290 kilo hash i en periode på fem måneder, og han er derfor blevet idømt to års fængsel i Københavns Byret.
Den 44-årige mand Johnny Jensen har onsdag i retten erkendt, at han gentagne gange har opbevaret kasser med omkring 30 kilo hash i hver.
Kasserne gemte han i sin ekskærestes hus på Sjælland, hvor han bor til leje med sine børn.
Johnny Jensen fik sin rolle som lagermand i starten af december 2015, da en ven tilbød ham at tjene nogle penge.
Han ville betale 5000 kroner, hvis den 44-årige opbevarede de euforiserende stoffer.
Frem til anholdelsen i april i år kom vennen tre gange med hashfyldte papkasser, som lagermanden gemte i sit værksted.
Ifølge Johnny Jensen havde han ikke mere med hashen at gøre.
- Jeg åbnede sådan set bare døren, når han kom med kasserne. Og så lå det lidt i luften, at han bare ville hente det igen, siger han i retten.
Lagermanden er en del af en større hashsag, som politiet kalder "La Liga", hvor en stor gruppe i alderen 21 til 59 år er sigtet for organiseret hashhandel- og indsmugling.
I foråret 2016 anholdt Politiets Task Force Øst 19 personer i sagen. I alt er der beslaglagt omkring 400 kilo hash, og de største syndere sigtes for indsmugling og salg af mindst 1,4 ton af det euforiserende stof.
Anholdelserne fandt sted på Lolland, Nordvestsjælland og i København og blev alle varetægtsfængslet på nær en.
Flere har derefter valgt at tilstå, og det seneste eksempel er lagermanden.
/ritzau/