Hængt ud som mistænkt Stasi-spion: »Jeg er tilfreds med, at mit navn er renset«
Per Michaelsen fik afgørelsen i injuriesagen på telefon.
Journalist Per Michaelsen befandt sig i Nakskov, da hans advokat ringede med det glade budskab, at de havde vundet injuriesagen mod Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard i Københavns Byret.
»Jeg er tilfreds med dommen, og jeg er tilfreds med, at min navn nu er renset, og at der er sat et punktum i sagen,« siger Per Michaelsen.
»Det har været en hård tid, og jeg er glad for, at det er afsluttet og at vi nu kan se fremad,« tilføjer han.
Per Michaelsen anlagde en injuriesag mod Politikens nu tidligere chefredaktør Bo Lidegaard, efter at avisen den 26. maj 2012 skrev, at han - Per Michaelsen - var identisk med den storspion, som koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis i BT den 9. april 2012 sagde, at han havde fundet oplysninger om i Stasi-arkivet. Der var, fortalte forskeren, tale om en hidtil ukendt dansk Stasi-agent af en helt anden kaliber end de allerede kendte.
Politiken-journalisten Hans Davidsen-Nielsen begyndte at grave i, hvem det kunne være, og den 26. maj 2012 skrev reporteren, at den mistænkte var identisk med Per Michaelsen, som var kendt for sine afsløringer af danskere, som samarbejdede med den østtyske statssikkerhedstjeneste Stasi under Den Kolde Krig.
»Ifølge Politikens oplysninger er journalisten identisk med den offentligt kendte dansker, som koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis har fundet oplysninger om i det tyske Stasi-arkiv,« hed det i artiklen.
Per Michaelsen afviste i artiklen at have arbejdet for Stasi og trak Politiken i Pressenævnet, som i september 2012 kritiserede Politiken. Dagbladet havde tilsidesat god presseskik ved at »publicere en så alvorlig beskyldning uden nærmere dokumentation herfor«.
Københavns Byret fastslår nu, at der var tale om injurier, og at det skal koste Bo Lidegaard 10 dagbøder á 1.000 kr. samt en godtgørelse for tort på 100.000 kr. til Per Michaelsen. Udtalelserne i artiklen var fremsat med urette og kendes af byretten ubeføjede, står der i dommen.
Bo Lidegaard har ikke meget at sige. Han siger, at han tager dommen til efterretning, og når han har læst den, tages der stilling til, om den skal ankes.