120 udviste kriminelle kan ikke sendes hjem - nægter at underskrive udsendelsespapirer
På grund af særlige regler i visse lande sidder der udenlandske forbrydere i Danmark på nærmest ubestemt tid.
Der sidder 120 kriminelle udlændinge i Danmark, som egentlig er blevet udvist, men som på grund af tekniske årsager ikke kan sendes tilbage til deres hjemland.
Det skriver Ekstra Bladet onsdag på baggrund af tal fra Rigspolitiets nationale udlændingecenter.
En del af de udviste kommer fra lande, som ikke vil modtage deres egne statsborgere, medmindre de kriminelle selv har sagt ja til at blive sendt ud af Danmark.
Denne regel er gældende i bl.a. Irak, Somalia og Iran samt flere nordafrikanske lande og betyder, at så længe den kriminelle udlænding nægter at underskrive sine udsendelsespapirer, må han eller hun blive i Danmark på en ordning, der hedder "kriminel meldepligt".
Når man er på kriminel meldepligt, skal man melde sig i Center Sandholm hver uge, man må ikke arbejde, og man får udleveret 31 kr. dagligt at leve for.
Henning Bang Sørensen, der er adjunkt ved juridisk institut på SDU, vurderer over for Ekstra Bladet, at de danske politikere godt kan gøre noget for at få hjemlandene til at modtage de udviste kriminelle.
»I sidste ende er det politik, det handler om. Hvis man vil have de her lande til at tage deres egne kriminelle statsborgere tilbage, så er der pisk og gulerod. Pisken kan jo for eksempel bestå i, at man skærer deres ulandsbistand. Guleroden kan være, at man giver dem noget mere,« siger han.
Flere politikere er blevet fortørnede over de 120 forbrydere, som opholder sig i Danmark, tilsyneladende uden at der bliver holdt særligt øje med dem. Regeringens parlamentariske grundlag på den blå fløj kræver nu handling fra justitsminister Søren Pind (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V).
»Vi vil bede regeringen svare på, hvad det er for former for kriminalitet, den her gruppe på 120 personer har begået,« siger Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup.
De Konservatives udenrigsordfører Naser Khader siger til TV 2, at han vil kalde Inger Støjberg i samråd for at høre om mulighederne for at lave særlige diplomatiske aftaler med hjemlandene, så de kriminelle kan blive sendt tilbage, mens Liberal Alliance vil have justitsministeren på banen.
»Nu må Søren Pind som justitsminister vise, at der er kommet en ny regering, som har tænkt sig at gøre noget ved det her. Det er ikke holdbart, at kriminelle dømt til udvisning, bare kan blive hængende i Danmark,« siger LA's politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll.
Ud over de 120 kriminelle på kriminel meldepligt er der 64 udviste kriminelle, som lever på tålt ophold, og som ikke kan sendes ud, fordi de risikerer at blive forfulgt og i værste fald dræbt, hvis de vender hjem. Ifølge Ekstra Bladet begår omkring hver anden af personerne på tålt ophold ny kriminalitet i Danmark efter deres udvisning.