Læge anmeldt for snyd med erklæringer til indvandrere

Statsborgerskab: 63 enslydende lægeerklæringer om PTSD, der skulle gøre det lettere at få statsborgerskab, fører nu til, at Justitsministeriet politianmelder en speciallæge. Og de 63 ansøgere.

Artiklens øverste billede
Søndag fejrede Folketinget Statsborgerskabsdagen 2015 ved at invitere alle, der blev nye statsborgere i 2014, til åbent hus. Tirsdag kom det frem, at en speciallæge er politianmeldt for at have lavet enslydende lægeerklæringer til 63 personer. Formålet skulle være, at de kunne få dispensation for kravene om beståede dansk- og statsborgerskabsprøver og dermed uretmæssigt blive danske statsborgere. Foto: Sebastian Buur Gunvald

Sagen om snyd med lægeerklæringer er større end først antaget.

I november kom det frem, at en speciallæge var mistænkt for i 30 konkrete sager at udfylde stort set enslydende lægeerklæringer om PTSD (posttraumatisk stresssyndrom) for at øge indvandreres chancer for at blive danske statsborgere.

Nu har Sundhedsstyrelsen lavet en vurdering af erklæringerne, og på den baggrund har Justitsministeriet besluttet sig for at politianmelde speciallægen. Det står samtidig klart, at sagen nu ikke drejer sig om 30, men 63 lægeerklæringer.

63 ansøgere også anmeldt

Udover at politianmelde lægen har Justitsministeriet også bedt politiet om at vurdere, om de 63 personer med udenlandsk baggrund har gjort noget ulovligt ved at bestille, modtage og bruge lægeerklæringerne i deres bestræbelser på at blive kvalificerede til et rødbedefarvet pas og få stemmeret til folketingsvalget.

Sundhedsstyrelsen konkluderer, at både erklæringerne og de tilhørende journaler er fagligt yderst mangelfulde, og at erklæringerne fremstår stort set identiske.

Det er Folketingets indfødsretsudvalg, der tager stilling til hver enkelt sag om dispensation for bl.a. kravet om en bestået dansk- og statsborgerskabsprøve. Den nuværende regering indførte i 2013, at netop PTSD er en gyldig dispensationsgrund, og det er én af hovedårsagerne til, at antallet af nye statsborgere i første halvår af i år ser ud til at slå nye rekorder.

»En gigantisk skandale«

Christian Langballe (DF), formand for indfødsretsudvalget, kalder det »en gigantisk skandale«, hvis det viser sig, at der er hold i politianmeldelsen, som han bakker fuldt ud op om.

»Vi kan takke en kvik fyr på indfødsretskontoret for at have bemærket, at flere lægeerklæringer havde en temmelig enslydende ordlyd. Han gav sig til at undersøge flere af erklæringerne og så et mønster,« siger Langballe, som hæfter sig ved, at ikke mindst Sundhedsstyrelsens anden delrapport om sagen ikke lagde fingrene imellem:

»I den første delrapport var der ikke noget alarmerende, men i anden omgang viser problemerne sig, og det er også her, at man har fundet ud af, at sagen har mere end dobbelt så stort et omfang som først antaget,« siger udvalgsformanden.

I den seneste lov om indfødsret, som er blevet behandlet i Folketinget, var de ansøgninger om dansk statsborgerskab, der er involveret i denne sag, taget ud af lovforslaget. Men Christian Langballe frygter, at der kan være borgere, som er blevet danskere på grundlag af en falsk lægeerklæring ved nogle af de tidligere love.

»Det skal vi have undersøgt til bunds nu, for reglerne siger, at hvis du opnår statsborgerskab ved svig, kan det tages fra dig igen,« siger han.

Jan E. Jørgensen, Venstres medlem af udvalget, mener, at sagen skader ansøgere, der søger dispensation på baggrund af PTSD.

»Vi har i forvejen en tvivl om, hvorvidt det er rimeligt at give dispensation, fordi diagnosen er svær at stille, og fordi at der er flere med PTSD, som godt kan lære dansk. Den tvivl er blevet bestyrket,« siger han.

Tillid er afgørende

Også blandt lægens kolleger vækker sagen opsigt. Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, understreger, at han ikke kender til detaljerne i den konkrete sag.

»Men det er meget vigtigt, når man udarbejder lægeerklæringer, at man foretager en individuel, grundig og objektiv vurdering. Det er beskrevet i autorisationsloven, hvordan man skal udfylde erklæringer, og derfor er det en dybt alvorlig overtrædelse, hvis ikke man overholder retningslinjerne. Sådan skal det også være. Det er afgørende, at der er respekt om og tillid til lægeerklæringer, som jo ofte tillægges stor vægt i juridiske afgørelser,« siger Andreas Rudkjøbing.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) siger i en skriftlig udtalelse, at alle sagerne, hvor lægen er involveret, nu er stillet i bero, imens politiet undersøger det nærmere.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen