Ekskæreste sigtet for drab på Kamilla Hantusch
Politiet har anholdt og sigtet en 24-årig mand i sagen om kvinde, der blev fundet død ved motorvej.
En 24-årig mand er blevet anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi og sigtet for drabet på Kamilla Hantusch fra Padborg.
Manden, der er fra lokalområdet, er tidligere kæreste med Kamilla, oplyser politiet natten til torsdag i en pressemeddelelse.
Anholdt uden dramatik
Det er efterforskning kombineret med fundet af et lig i dag, der har fået politiet til at skride til anholdelse af manden. Anholdelsen foregik i øvrigt uden dramatik, lyder meldingen.
Den anholdte vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg.
Der vil blive udsendt nye oplysninger om sagen - herunder et tidspunkt for grundlovsforhøret - torsdag morgen.
Den 21-årige Kamilla Hantusch blev sidst set ved Frøslev-Padborg Skole på Frøslevvej den 19. juli klokken 22.30.
Siden har politiet ledt efter kvinden i området, og man har blandt andet fået hjælp fra forsvarets helikoptere, der har cirkuleret rundt over Padborg og omegn.
Den 23. juli blev hun efterlyst via Interpol.
Fundet ved motorvejstilkørsel
Politiet oplyste onsdag aften, at man havde fundet et lig tæt på motorvejstilkørslen ved Kliplev i Sønderjylland.
Syd- og Sønderjyllands Politi formodede med det samme, at der var tale om den forsvundne 21-årige alenemor og underrettede derfor denhendes forældre om fundet.
Liget blev fundet nær motorvejstilkørsel 73 i Kliplev omkring 16 km nord for Padborg, efter at en borger havde henvendt sig til politiet.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev Kamilla Hantusch fundet i en papkasse, men den oplysning er endnu ikke blevet bekræftet af myndighederne.