Terrordømt sigtet for overfald på Yahya Hassan
Den 24-årige mand, som overfaldt Yahya Hassan, blev dømt for terror i 2007.
Han vidste, hvem han overfaldt.
Så meget stod klart, da den 24-årige, som overfaldt digteren Yahya Hassan, blev fremstillet i grundlovsforhør.
Hvorfor digteren skulle udsættes for vold, ønskede han dog ikke at sige i retten.
Den sigtede havde kort, sort hår samt sort fuldskæg og var iført mørkeblå rullekravetrøje og lyseblå cowboybukser under grundlovsforhøret.
Fik syv års fængsel
I retten fremgik det, at han i oktober 2007 blev idømt syv års fængsel for terror i Højesteret.
Men i 2010 blev han prøveløsladt, og prøveløsladelsen udløb i juni i år.
Nu risikerer han op mod tre års fængsel for vold efter straffelovens milde voldsparagraf 244.
Råbte, at han skulle dø
Yahya Hassan blev overfaldet mandag aften kl 18.40 på Københavns Hovedbanegård.
Her fulgte han sin kæreste til toget, da gerningmanden ifølge anklagen slog ham i hovedet bagfra flere gange med knyttet hånd, og råbte "vantro" og "dø".
Det hele blev filmet af overvågningskameraer.
Nogle DSB-ansatte kom hurtigt til stedet og tilbageholdt gerningsmanden, hvorefter politiet kunne anholde ham.
Gerningsmanden er blevet varetægtsfængslet i 13 dage.
Kom ikke alvorligt til skade
Yahya Hassan kom ikke alvorligt til skade, oplyser politiet.
Han ønsker ikke at udtale sig til Jyllands-Posten, men bekræfter forløbet over for Politiken.
Den 18-årige fik stor opmærksomhed, da han udgav sin kontroversielle debut-digtsamling, "Yahya Hassan".
Her revser Hassan, som har palæstinensiske rødder, sine forældres generation for ikke at tage ansvar for at integrere deres børn i det danske samfund.
Digtene har solgt i hidtil uset omfang, men har også skaffet ham en del fjender på halsen.
Daglige dødstrusler
Yahya Hassan har tidligere fortalt til Jyllands-Posten, hvordan han dagligt får dødstrusler pga. sin kritiske ytringer.
"Muslimerne siger, at de nok skal finde mig. At de kommer efter mig. Men de kan bare komme alle sammen. Jeg giver ikke en skid for de tumper."
I oktober lød det fra forlaget Gyldendal, at PET var involveret i at sikre Yahya Hassan, men tjenestens kommunikationsrådgiver Lotte Holmstrup siger:
"PET udtaler sig aldrig om, hvorvidt vi er inde over beskyttelsen af enkeltpersoner."