19-årig anholdt for drab på papfar
Syd- og Sønderjyllands Politi har kort før kl. 16 pågrebet og anholdt den 19-årige mand, der tidligere på dagen blev eftersøgt for drabet på en 53-årig mand i Skodborg ved Rødding i Sønderjylland.
Det oplyser lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Lorenz Matzen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 19-årige, der er papsøn til den dræbte, havde søgt tilflugt hos familiemedlemmer i Kolding, men kunne anholdes, da familien havde ringet til politiet og fortalt, hvor han var.
Han skal nu undersøges af retsmedicinere, der vil lede efter spor af det blodige familieopgør, der fandt sted i haven ved parcelhuset nytårsmorgen, hvorefter den 53-årige døde af flere knivstik.
Senere i aften vil den anholdte blive bragt til Esbjerg, hvor han skal afhøres, inden han vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag.