Byret skal afgøre stridspunkter i sag om Lars Findsen
Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste har været sigtet i næsten fem måneder.
Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste er utilfreds med flere forhold i politiets efterforskning mod ham, og derfor skal der fredag holdes et retsmøde i Københavns Byret.
Lars Findsen, der i mange år har stået i spidsen for først Politiets Efterretningstjeneste og siden Forsvarets Efterretningstjeneste, har i snart fem måneder været sigtet for at have begået alvorlige forbrydelser.
8. december blev han anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for lækage af statshemmeligheder.
Foreløbig ønsker den ene af Findsens forsvarere, Lars Kjeldsen, ikke at gå i detaljer med de emner, som er indbragt for retten til afgørelse.
- Det drejer sig om nogle formalitetsproblemstillinger og om aktindsigt, siger han.
Retsmødet optræder ikke på Københavns Byrets retslister.
Lars Findsen nåede at være varetægtsfængslet i en længere periode, inden Østre Landsret satte ham på fri fod midt i februar.
Forinden havde en dommer i Københavns Byret derimod flere gange fulgt anklagemyndighedens ønske om varetægtsfængsling.
Findsen sigtes af politiet for i ni tilfælde at have lækket statshemmeligheder. Landsretten mener, at der er en begrundet mistanke i seks af forholdene.
Men hvad han konkret beskyldes for at have gjort, er hemmeligt. Hidtil har domstolene besluttet, at offentligheden ikke må kende til detaljer i den opsigtsvækkende sag.
Det står dog klart, at Lars Findsen nægter at have overtrådt straffeloven.
Inden anholdelsen havde betjente i PET i flere måneder overvåget deres tidligere chef. Der skete blandt andet aflytninger, har flere medier tidligere berettet.
Østjyllands Politi, der håndterer den usædvanlige sag, har ikke ønsket at besvare spørgsmål om efterforskningen. For nylig skrev politikredsen i en mail, at ”politi og anklagemyndighed arbejder på at gøre sagen færdig så hurtigt som muligt.”
/ritzau/